

Meget velholdt domicilejendom på i alt 3.955 m², bestående af 657 m² administration samt 3.298 m² lager/produktion med ca. 6 meters loftshøjde. Til ejendommen hører desuden en 4.471 m² stor byggegrund, som støder direkte op til den bebyggede matrikel og giver gode fremtidige udvidelsesmuligheder.
Den bebyggede matrikel er tilnærmelsesvis L-formet, og i 2002 blev der opført en ca. 7 meter høj lager- og kontorbygning, som følger grundens form. Bygningen er opdelt i en administrationsdel mod øst samt lager-/produktionsfaciliteter mod vest og nord. Der er tale om en funktionel og velholdt ejendom, der er velegnet til både nuværende anvendelse samt en bred vifte af andre erhvervsmæssige formål.
Administrationsdelen fremstår præsentabel med påsatte keramikplader, som giver et moderne udtryk og skaber en flot kontrast til den oprindelige betonfacade.
Administrationen er indrettet i to plan.
Stueetagen rummer indgang med reception, kontorer, konferencerum, frokoststue samt toilet- og badefaciliteter, mens 1. sal indeholder yderligere kontorarealer. Kontorerne er placeret mod øst og har store vinduespartier, der sikrer et godt lysindfald samt et flot udsyn over et grønt naturområde.
Lager- og produktionsdelen er opført i betonelementer med støttepiller langs siderne samt enkelte søjler i bygningens centerlinje. Tagkonstruktionen består af fladt tag med ovenlysvinduer, beklædt med tagpap og suppleret med solcelleanlæg.
Lagerarealet er i dag opdelt i sektioner med lette skillevægge, som let kan fjernes, hvis der ønskes et stort, sammenhængende lagerareal. Hallerne har desuden gode manøvremuligheder takket være den gode afstand mellem søjlerne.
I bygningens nordlige del vendt mod indkørslen til matriklen findes to porte på ca. 3,5 meter samt indgang til værkførerkontor. I bygningens sydvestlige ende er der yderligere en identisk port.
Udenomsarealet bortset fra mod syd og øst asfalteret, mens de resterende arealer er udlagt i græs. Der er gode tilkørselsforhold for både leverandører og kunder samt gode parkeringsmuligheder foran administrationsdelen for ansatte og besøgende.
For medarbejdere uden bil er der nem adgang til offentlig transport, med busforbindelse fra Værløse Station via buslinje 151.
Ejendommen er beliggende i erhvervsområdet ved Lejrvej i Kirke Værløse, som grænser op til rekreative grønne områder. Området har gode trafikale forbindelser til Frederikssundsmotorvejen og det øvrige motorvejsnet. Erhvervskvarteret er næsten fuldt udbygget og rummer kun få ubebyggede grunde, hvilket understreger områdets attraktivitet.
Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.